En lille dreng med et stort smil

Heppa råber Abdo, mens han stolt viser sine cirkustricks med en tallerken på en pind. Vi befinder os lige nu på et CEOSS-projekt, som arrangerer skolekurser og ture for børnearbejdere i Cairo, hvor Mette, Kristina, Nicklas og jeg har været de sidste par dage. Ca. 9 børn og os 4 danskere plus 5 fra CEOSS er samlet i en meget lille lejlighed, men det forhindrer ikke børnene i at fjolle rundt. 

Abdo viser tallerkentricks

Rummet er varmt, indelukket og ikke specielt pænt med papir, farver og modellervoks spredt ud over et bord. Børnene er mellem 12 og 17 år og selvom der er nogle temmelig store sproglige barrierer mellem os, prøver de ihærdigt at komme i kontakt med mig, ved brug af tegning og håndfagter. Jeg ender med at sidde mest med de lidt ældre drenge (16-17 år), nogle virkelig søde og høflige gutter, der prøver at lære mig nogle få arabiske ord. 

En som man specielt lægger mærke til er Abdo på 16 år. Han har før lavet tømrerarbejde, men er nu ansat på en slikfabrik. Hans store drøm er at blive rigtig tømrer og selvstændig, så andre ikke hele tiden skal bestemme over ham. En af hans andre store ambitioner er at rejse og når han gang på gang fortæller til vores tolke, at han rigtig gerne vil til Danmark, får man bare lyst til at pakke knægten ned i sin kuffert. Abdo er en utroligt energisk dreng. Noget af det første han gør, da vi ankommer, er at lave et menneskehoved af ler og give det til Nicklas. Senere fortsætter han med tegninger og origami, hvilket han virklelig imponerer mig med. Så laver han cirkustricks med bolde og tallerkener, og han er helt vild efter at give mig en svingom! 

Nicklas med lerhoveder fra Abdo

Umiddelbart ligner de ikke fattige børnearbejdere, det skulle lige være på deres skæve ret misfarvede tænder, man kan se det. De charmerer rigtigt og jeg får endda nogle blomster og af dem og en ring af Muhamed. Godt nok en plasticring, men alligevel  

Søde Muhammed giver mig en ring

Derfor er chokket stort da vi, efter at have brugt to dage med dem, skal besøge deres familier. I en meget smal ildelugtende gyde, hvor CEOSS-bilen ikke kan køre ind ad, ligger Abdos hjem. Moren står udenfor og byder velkommen til det halvandet rum, som Abdo, hans forlædre og hans bror kalder deres hjem. Vi er lidt i tvivl, om vi skal gå ind, da faren ligger i sengen. Men vi må godt komme ind, og faren ligger i sengen, fordi han er alvorligt syg, hvilket sikkert er grunden til deres fattigedom. 

Jeg bliver meget påvirket, af det jeg ser. Selvom jeg ofte i medierne har set billeder og videoer af fattige mennesker, er det helt anerledes at se, føle og lugte det i virkeligheden. Danskere ville skamme sig over at kalde dette sted for deres garage og jeg får en meget blandet følelse da Abdo stolt viser sit hjem frem, med soveværelse, stue og køkken i et rum mindre end mit værelse, køkkenet er indhegnet af en lille hjemmelavet papvæg. I en papkasse i ”køkkenet” (ca. 1 kvadratmeter) har de kyllinger, som bidragede kraftigt til lugten i deres hjem. Alt er beskidt og deres ejendele ville vi betragte som affald. Tilgengæld hænger der over sengen et familiepotræt. Her er de alle klædt pænt i jakkesæt og moren i fin kjole. Det er et godt symbol på egypternes prioritering, hvor de gerne holder facaden, frem for at bruge pengene på de helt basale behov. 

Abdo og hans far i deres hjem

This slideshow requires JavaScript.