Det var så 6 uger i Egypten. Nøj hvor er Falster en stille ø, hvor er kattene tykke, børnene ser meget ældre ud, folks tøj er gråligt og vinteragtigt og de gå meget op i meget små problemer. Jeg når lige at slappe af 4 dage, før turen går til Danmission hovedsæde i Hellerup og vi skal til at forberede oplæg. Men først vil jeg lave en lille opsamling på sjove egyptenhistorier 
Vi går ned ad gaden “psss.. psss… beautifull” råber drengene efter os piger. Metti med sit lyse hår bliver hurtigt træt af dette og får mig til at farve hendes hår mørkt.
Hårfarvning
Vi tog til en koptisk (kristen) ortodoks messe med vores chef Medhat. Midt under uddelingen af nadver ringer en mobiltelefon. En dame render over til sin taske, tjekker lige hvem der ringer og vælger så at tage sin mobil midt under en meget højtidelig klostermesse. I det hele taget har egyptere en helt anden mentalitet hvad angår mobiltelefoner. Det er i orden at tage sin mobil under møder, samtaler – måske endda i en vild tivoliforlystelse. Derudover skal ringetonen helst være et moderne arabisk eller religiøst musiknummer, med volumen skruet op på max. Dette kunne for os virke meget malplaceret især i nogle seriøse samtaler med børnearbejdere, men det er trods alt en anden kultur. Vores room mate Maggie havde “You raise me up” som ringetone, så den hørte vi mindst 7 gange dagligt – Hun var dog god til ikke at tage den på alt for upassende tidspunkter, modsat andre.
Egypter (Rami) snakker i to telefoner samtidig
Metti, Nicklas og jeg tog til Khan el-Khalili-basaren, som er et kæmpestort marked med egyptisk ragelse, jeg fik associationer til Døllefjelde Musse marked eller Det gule marked i Prag – hvor sælgerne også kan være meget påtrængende. “Hey lucky boy.” bliver der råbt flere gange efter en meget forvirret Nicklas. Det går først rigtig op for os, hvad der menes, da en mand råber “Mr. Lovar Lovaaar! two wives!”
På det selv samme marked står der en stor moske “Hussein-moskeen”, som muslimer valgfarter til og ligefrem sover udenfor, fordi de kommer langvejsfra. Vi beslutter os for at besøge denne Moske udenom projektet, da vores chef bare udtaler “I would not recommend it…”. Metti og jeg iklæder os derfor tørklæder, mens Nicklas dækker sin katolske t-shirt til med en større trøje. Der er to forskellige indgange for mænd og kvinder. Metti og jeg bliver meget skuffet, da vi opdager, at kvindedelen af moskeen kun fylder 1/4, mens resten er tilegnet mændene. Vi vinker til Nicklas over afspæringen. Tilgengæld er kvinderne vi møder flinke og interesseret i at høre, hvor vi kommer fra.
Metti og mig i Hussein-moske
Børnene ville ofte hellere selv tage billeder, end at være med på dem.
Dreng har fået fat i et kamera
Fotograf - formentlig George på 8 år
Hvilket også resulterede i nogle meget underlige billeder af os selv.
Fra Khan el-Khalili
På trods af alle Egyptens finurligheder kommer jeg til at savne landet, varmen, mænd i kjortler, kvinder med farverige tørklæder, æsler på gaden - ”Welcome to Egypt”. Først og fremmest vil jeg savner de dejlige mennesker, som har fulgt os gennem CEOSS og børnene på projekterne, som har så meget at give af, selvom verden har givet dem så lidt.
Gruppebilled fra sidste projekt "Charity Shepherds"
