Afskedsfest på Danmission, hvor jeg gav Sarah en scrapbog om vores oplevelser i Danmark

Sarah og jeg nåede at få en masse sjove og underlige oplevelser sammen med konfirmander fra hele Danmark, vi har boet i byen, vi har boet ved siden af nogle køer, vi har været til strikke/kaffe-klub med ældre damer og vi nåede da også en tur på pub med vores kære kollegaer. Jeg har gjort mit bedste for, at hun skulle have det sjovt i Danmark og før Sarah tog hjem købte hun også en “I love Copenhagen” t-shirt, hvilket jeg ser som et godt tegn Hun vovede dog ikke at købe en “I love Denmark” t-shirt, da det ikke er en holdning, man skal skilte med i Mellemøsten efter Muhammedtegningerne.  

Sjov med konfirmander

Det bekymrede mig lidt at Sarah skulle tilbage til et land, hvor der har været så mange uroligheder pga. demonstrationerne mod den tidligere præsident Hosni Mubarak.  Men dagen efter de er kommet tilbage til Egypten, skriver Sarah til mig: “Egypten er det samme som da jeg rejste, undtagen folks øjne, som nu er fyldt med håb…”.

Sarah og Therese - det seje team

Jeg ved at sarah tilhører den del af Egypten, som vil kæmpe for retfærdighed og menneskerettigheder i sit land, og hvis der er mange andre som hende, er jeg sikker på, at det nok skal gå godt for Egypten fremover. Så måske vil Danmissions arbejde i Egypten blive unødvendigt i fremtiden, hvis den nye regering formår selv at værne om de svage i samfundet.

 Men jeg har i hvert fald fået mig en rigtig god ven, som jeg har meget tilfælles med, selvom vi kommer fra så vidt forskellige lande. Vi har haft en rigtig sjov tid sammen og selvom geografien gør det lidt besværligt, håber jeg på at kunne besøge Sarah engang i fremtiden.

Sarah og mig med konfirmander fra Lolland

Sarah og jeg har rejst rundt i 3 uger for at holde oplæg for konfirmander på Fyn, Falster og Lolland. Der er rigtig mange søde og rare konfirmander rundt omkring, men også nogle lidt trætte er uinspirrerende teenagere til tider. De er dog allesammen søde på bunden og jeg bliver faktisk ofte overrasket over hvor intelligente de kan være.

Vi har også formået at lege turister både med Aros, H. C. Andersens hus, Birgitta klosteret, Experimentariet, Fuglsang museet, Halskov vænge fortidsmindeskov og en masse gågader.

Men man kan ikke benægte at Egypten ligger meget langt væk, og ikke bare på globusen. De har kameler, palmer, humus, gadebørn, børnearbejde, arrangerede ægteskaber, lærere som afpresser elever, fundamentalisme, kvindeundertrykkelse… Forståeligt nok kan det være svært at sætte sig ind i - især for en dansk 13-årig konfirmand fra landet.

Sarah og jeg arbejder på oplæg

Pludselig er der demonstrationer i Egypten. Tja hvad kan det skade, vi har demonstrationer hele tiden? Sarah havde regnet den ud, men alvoren af dette gik først op for mig, da jeg så billeder af brand på Tahir-pladsen og demonstranter i tusindtal blive brutalt holdt nede af politiet. På dette tidpunkt var Egypten både i stuen og uendelig langt væk – især da internet og telefonforbindelse i Egypten blev afbrudt af staten.

3533 km væk sad Sarah og jeg og så hendes land i flammer. Forhåbentligt vil demonstrationerne hjælpe til at forbedre egypternes levevilkår. Der er lang vej, men jeg håber at andre ligesom jeg vil slukke for matador, læse udenrigsnyhederne og bede for vores brødre og søstre i resten af verden, som er dårligere stillet.

Heldigvis kom ingen af Sarahs famile eller venner til skade. Så nu vil jeg og min søde kollega/ven Sarah Henry prøve at lære nogle konfirmander i Viborg om Egypten. 

Foredragshold

 Hvor høj er en pyramide? Hvor meget vand kan en kamel drikke? Blot nogle af de spørgsmål man bliver udsat for som global iværksætter. Nicklas og jeg har netop afsluttet vores første tur rundt i Danmark, hvor vi har holdt oplæg om vores oplevelser i Egypten for: Konfirmander, minikonfirmander, spejdere, folkeskoleelever, efterskoler og nogle Danmission-folk fra den lidt ældre generation.

Minikonfirmander som ikke vil gå igen

Vi har fået en masse positive kommentare til vores oplæg, mødt mange søde og interesserede børn og unge, men også haft et par sløve konfirmandhold indimellem. Men nu skal det jo heller ikke være en dans på roser at være global iværksætter og skrabe penge sammen til projekt “Fremtidsbørn” i Egypten og Indien. Det har vejret i hvert fald ladet os vide, og jeg må ærligt indrømme, at jeg til tider tvivlede på, om vores lille fiat punto ville klare turen til næste sted.

Sne i Nr. Ørslev

Vores lille fiat

Men vi må have haft en god skytsengel, for heldigvis nåede vi helskindet alle steder hen og fik fortalt om: Børnearbejderne Abdo og Achmed, Isleem som havde problemer med stoffer, pigen Ragmar som blev reddet fra at skulle omskæres og meget meget mere…

Vi nåede både omkring Nordjylland, Midtjylland, Sønderjylland og Falster (min hjemstavn). Alle steder har vi boet hos søde folk fra Danmission, som har fået os til at føle os hjemme, selvom vi har boet i vores kuffert på det sidste. 

Konfirmander forklædt som egyptere

Jeg har lært meget af at tale for de unge, som virkelig kræver, at man er 100% på for at fange deres opmærksomhed – også selvom man kan være træt og småforkølet. Det er dog det hele værd, når man mærker hvor meget nogle af dem faktisk får ud af det. Fx da en afgansk flygtningedreng i kørestol vælger at give alle sine lommepenge (50 kr.) til fremtidsbørn. Eller da vi får overbevist et lidt fordomsfuldt konfirmandhold (eller ældre mennesker) om, at de fleste muslimer er flinke mennesker, som alle andre. Så er jeg stolt af at være global iværksætter.

Vi fik solgt en masse armbånd til støtte for Framtidsbørn

 Glæd jer til næste indlæg, hvor jeg har allieret mig med den egyptiske pige Sarah. Vores 4 egyptere ankommer til Danmark den. 13 januar.

Vi går ned ad gaden “psss.. psss… beautifull” råber drengene efter os piger. Metti med sit lyse hår bliver hurtigt træt af dette og får mig til at farve hendes hår mørkt.

Hårfarvning

Vi tog til en koptisk (kristen) ortodoks messe med vores chef Medhat. Midt under uddelingen af nadver ringer en mobiltelefon. En dame render over til sin taske, tjekker lige hvem der ringer og vælger så at tage sin mobil midt under en meget højtidelig klostermesse. I det hele taget har egyptere en helt anden mentalitet hvad angår mobiltelefoner. Det er i orden at tage sin mobil under møder, samtaler – måske endda i en vild tivoliforlystelse. Derudover skal ringetonen helst være et moderne arabisk eller religiøst musiknummer, med volumen skruet op på max. Dette kunne for os virke meget malplaceret især i nogle seriøse samtaler med børnearbejdere, men det er trods alt en anden kultur. Vores room mate Maggie havde “You raise me up” som ringetone, så den hørte vi mindst 7 gange dagligt – Hun var dog god til ikke at tage den på alt for upassende tidspunkter, modsat andre.

Egypter (Rami) snakker i to telefoner samtidig

Metti, Nicklas og jeg tog til Khan el-Khalili-basaren, som er et kæmpestort marked med egyptisk ragelse, jeg fik associationer til Døllefjelde Musse marked eller Det gule marked i Prag – hvor sælgerne også kan være meget påtrængende. “Hey lucky boy.” bliver der råbt flere gange efter en meget forvirret Nicklas. Det går først rigtig op for os, hvad der menes, da en mand råber “Mr. Lovar Lovaaar! two wives!”

På det selv samme marked står der en stor moske “Hussein-moskeen”, som muslimer valgfarter til og ligefrem sover udenfor, fordi de kommer langvejsfra. Vi beslutter os for at besøge denne Moske udenom projektet, da vores chef bare udtaler “I would not recommend it…”. Metti og jeg iklæder os derfor tørklæder, mens Nicklas dækker sin katolske t-shirt til med en større trøje. Der er to forskellige indgange for mænd og kvinder. Metti og jeg bliver meget skuffet, da vi opdager, at kvindedelen af moskeen kun fylder 1/4, mens resten er tilegnet mændene. Vi vinker til Nicklas over afspæringen. Tilgengæld er kvinderne vi møder flinke og interesseret i at høre, hvor vi kommer fra.

Metti og mig i Hussein-moske

Børnene ville ofte hellere selv tage billeder, end at være med på dem.

Dreng har fået fat i et kamera

Fotograf - formentlig George på 8 år

Hvilket også resulterede i nogle meget underlige billeder af os selv. 

Fra Khan el-Khalili

På trods af alle Egyptens finurligheder kommer jeg til at savne landet, varmen, mænd i kjortler, kvinder med farverige tørklæder, æsler på gaden - ”Welcome to Egypt”. Først og fremmest vil jeg savner de dejlige mennesker, som har fulgt os gennem CEOSS og børnene på projekterne, som har så meget at give af, selvom verden har givet dem så lidt.

Gruppebilled fra sidste projekt "Charity Shepherds"

Indgang til skt. George kirke

Brændende solstråler, råbende sælgere, støvet vej, lang vej, tørstig vej ”øv” – hov der ligger kirken. Støjen fra kirken var omklamrende og på mange forskellige sprog. Men der var trods alt et system i hele dette kaoslignende syn. Små grupper med hver deres guide bevægede sig rundt, målrettet mod kirken, med enkelte pit stop ved de udendørs dekorationer. En lugt af sved og gammeldameparafume passerede, da vi ikke så nogen anden udvej end at trænge igennem en af disse grupper. ”Mit hus skal være et bedehus, men i har gjort det til en røverkule”. En smuk kirke, men uudholdelig at befinde sig i pga. turistgrupperne.

For en mere kendt person i Egypten, som mig, er disse turister ganske interessante at iagtage. Safari shorts, mavebælte, bøllehat og selvfølgelig udstyret med et kamera. Du siger måske stereotyp, men det er mere eller mindre sådan horden af charterturister ser ud.

Det kan ærge mig, at turister kun får set den pæne og rene side af Egypten: Pyramiderne, Khan el-Khalili, Cairo tower, Det egyptiske museum osv. Vi beslutter os for at forlade den overfyldte kirke og bevæge os ud i lokalsamfundet. Går man ned ad stien og ca. en halv km væk fra Skt. George kirken, når man til en lille landsby med smalle gader fyldt med høns, geder, børn der leger, mænd der ryger vandpibe og koner der vasker tøj. Så tæt på en kæmpe turistatraktion, men alligevel virker indbyggerne ekstremt overrasket over at se hvide mennesker. Hurtigt får vi en flok børn på nakken ”Welcome, welcome!!” råber de smilende og peger på dyr og huse, som de synes, vi skal se. Så begynder de at gentage ordet ”Money”. De indser, at vi ikke giver noget, men de følger efter os alligevel. Byen var charmerende på sin egen måde på trods af skrald og åbenlys fattigdom.

Gade fra landsby ved siden af skt. George kirke. Flag hænger hen over gaden efter fest fra ramadan

Børn som fulgte efter os

Vi er uden tvivl malplaceret i denne by, og da vi kommer ud til en større vej, stopper en politibil ved siden af os. Nicklas fortæller høfligt, at vi ikke har nogen problemer. Alligevel træder en mand ud af bilen og eskorterer os hele vejen tilbage til turistkirken i sikkerhed. Tusind tak!

Vej ved siden af landsby - politibil kommer kørende

Imens vi venter på CEOSS-bussen, iagtager jeg de svedige turister, som følge efter manden med den grønne paraply, og ønsker, at de kunne komme bag facaden og se det virkelige Egypten, som både er grimt og ildelugtende, men med 100 gange mere sjæl og nærhed. 

Udhugget i klippekirken "Jeg var tørstig, og du gav mig drikke"

Egyptere er i det hele taget glade for at holde facaden og vise den pæne side frem. Hvilket man selvfølgelig kan forvente af turistbrancen. Men det sker også, da vi spørger onkel Medhat, om vi kan få lov til at se den berømte skraldeby. Han svarer ”Hvad vil i der, der er ikke noget spændende at se?”. Selvom vi arbejder for en organisation, som skal formidle Egyptens fattigdom, kan han ikke forstå, hvorfor vi vil se en grim fattig by. Men vi får ham overtalt og må rejse derhen på en fridag under dække af, at vi skal se den smukke klippekirke, som ligger klods op ad byen.

I skraldebyen bor folk bogstavelig talt i skrald. Byen er en stor losseplads, hvor skrald bliver sorteret og brændt ovenpå og indeni husene, og folk ellers laver de normale daglige gøremål, mens en hær af flyer omringer dem. Store skraldesække dominerer gadebillededet og er skubbet ind i hver tænkelig afkrog af byen, for at holde en nogenlunde fri vej til bilkørsel. Kvinder med sække på hovedet er på vej hjem, en mand køber brød og falafel, børn roder i skrald efter mulige skatte, mens biler og æselkærrere kommer med nye laste af affald fra Cairo. Ildelugtende by med smalle gader, hvor alt er beskidt. Vi passerer en vandpibe cafe, med beskidt gulv og nogle klamme gamle havemøbler som inventar – sikkert fundet blandt skraldet.

Skraldeby set ovenfra, med skraldeoplagring i alle de beboede bygninger

Gade i skraldeby, store skraldesække dominerer gadebilledet

Skraldesække stablet i siderne for at rydde vejen til biler

Da vi om aftenen sidder på vores fine cafe på Zamalek, føler jeg mig på en måde mere beskidt end de folk, som bor i skraldebyen.

Selv under møde fulgte politiet os og afbrød gerne med spørgsmål

Så går turen til Egyptens mindre byer Minya, Assuit og Beni Suef. Dejligt at komme lidt væk fra Cairos hektiske gader, tænker i nok. Så tro om om igen. Vi er knapt stået af på Minyas station, da politiet er klar til at ledsage os “What’s your program??” – en sætning vi kom til at høre mange gange på vores tur. Desværre…

Heldigvis var der nogle spændende projekter at se, og vores leder Onkel Medhat (i Egypten bruger unge betegnelsen onkel og tante for at vise ældre mennesker respekt) havde sørget for et stramt program til os.

Egyptens gader, floder og marker (alt) er fyldt med er fyldt med skrald og lort. Fluerne samler sig om stanken i skraldebunkerne rundt omkring i gyderne, som alle de herreløse hunde og katte roder rundt i for at få sig et måltid. Tingene får ligesom bare lov til at ligge, eller bliver skubbet sammen i storbyens små afkroge. Dette skyldes en blanding af et dårligt skraldeafhentningssystem og folkets vane med ikke at bruge skraldespande på gaden. Projektet “Future Morning” i Minya sørger for afhentning af skrald og oplyser Minyas folk om genbrug.

I samarbejde med de danske FDF-spejdere har Future Morning startet en spejderklub for 13-18 årige i Minya – med fokus på miljøet. De entusiastiske unge samler skrald på gader, maler bymure med naturtegninger og er ikke blege for at belære voksne om at bruge skraldespande.

En ud af utallige skraldebunker på gaden

Spejderpigerne fra Future Morning

Indgang til børnehjem

Efter et CEOSS-kursus overbeviste Rahma sin mor om, at hende og hendes søster ikke skulle omskæres

Vi befinder os på projektet Islamic Vision i Cairo, som beskæftiger sig med oplysningskurser til familier. Vigtige emner herunder kan fx være sundhed under graviditet, hvordan man fortæller sit teenagebarn om seksualitet,  og  at forhindre kvindelig omskæring (9 ud af 10 kvinder i Egypten er omskåret). Ting som vi tænker er ret åbenlyse, men som egyptere ikke har et ligeså naturligt forhold til, og det kan i værste fald være et spørgsmål om liv og død, når en mor er underernæret under graviditet, eller 13-årige piger bliver gravide og ikke kan holde til det, eller en pige omskæres, hvilket ikke bare er et farligt indgreb, men også tit udføres under primitive og uhygiejniske forhold.

Isleem er 17 år og arbejder med udhugning af sten fx fliser og dekorationer. Hans arbejdsdage er nogengange på 22 timer og arbejdet er ensformet, men sådan er det, når man er blevet smidt ud af skolen som 10-årig. Netop som Isleem havde bestået sin eksame fra 4. klasse, opkrævede læreren drikkepenge af hans forældre for det. Disse drikkepenge blev til et større beløb og familien havde ikke råd til det, men læreren afpressede dem alligevel. Isleem lider af agressive tilbøjeligheder, så da læreren chikanerede hans mor, endte det med at Isleem slog ham i hovedet med en sten. Så rev læreren hans eksamensbevis itu og sørgede for, at Isleem aldrig ville kunne komme ind på en offentlig skole igen. Hans store drøm var at blive bygningsingeniør, men nu er han for gammel til at kunne fortsætte.

Isleem fortæller os om sine konflikter med systemet

Ligesom så mange andre børn er Isleem blevet opgivet af det egyptiske samfund, og har ingen anden mulighed end ufaglært arbejde. Så snart man er ude af systemet kan man ikke komme ind igen og det giver lærerne en utrolig magt, som flere i den grad misbruger. Det er mere reglen and undtagelsen, at lærerne slår deres elever og de kræver konsekvent drikkepenge af eleverne, da lærerlønnen (især på offentlige skoler) er meget lav. Desværre bliver dette problem ignoreret at staten, så hvis man vælger ikke at føje autoriteterne, er man bare ude i kulden.

Fra Menia hvor ældre mand med vold jager nysgerrige børn væk fra os

Dora som pga. voldelige lærere er bange for at vende tilbage til skolen

At være så magtesløs overfor hele situationen gør, at mange unge ledes ind i stofmisbrug. Isleem fik sin livsdrøm ødelagt pga. en magtsyg lærer. Pigen Dora på 16 vil ikke tilbage til skolen, fordi hun blev slået og sådan ender mange med at opgive deres ambitioner. I muslimske samfund som Egypten er alkohol selvfølgelig bandlyst. Alternativet til dette er stoffer og både forældre og børn bruger det hyppigt i de fattige områder.

Isleem viser os sin arm, som man tydeligt kan se har været udsat for kanyler. Et af de stoffer han brugte var heroin, ellers var der en masse uigenkendelige navne på arabisk. Vi kan umuligt standse dette problem indenfor det næste årti. Men CEOSS forsøger gennem kurser og aktiviteter at ændre holdningen til disse problemstillinger, da problemet ikke er den enkeltes, men samfundets ligegyldighed overfor de fattiges problemer og forholdet mellem forældre og børn.

Isleems sygesikring, som CEOSS har sørget for